Tekst:
Musik: Henrik H. Lund, Jan Linnebjerg, Christiane Bjørg Nielsen & Paul Hüttel
Jeg var ensom i verden, der var stor og trist og kold.
Helt alene og sat udenfor, de andres sammenhold.
Men så var I der med ét, og rakte hånden frem til mig.
Det var som at være faret vild og atter finde vej.
For har man venner,
så er man aldrig helt fortabt.
Så gode venner
er noget guderne har skabt,
og dem de sender,
når man er allermest fortvivlet og alene,
på livets scene.
Ja, har man venner,
er dagen ikke helt så lang,
for gode venner
er dem, der kommer gang på gang,
som nogen man kender,
og som er rede til at hjælpe, når det gælder.
Det er i sidste ende det der tæller.
Under tiden kan man føle, at det hele er for trist.
Man kan ikke finde glæden, hvor man før var optimist.
Det er netop i en stund som den, man trænger til at se,
at der findes nogen, der vil hjælpe en igennem det.
For har man venner,
så er man aldrig helt fortabt.
Så gode venner
er noget guderne har skabt,
og dem de sender,
når man er allermest fortvivlet og alene,
på livets scene.
Ja, har man venner,
er dagen ikke helt så lang,
for gode venner
er dem, der kommer gang på gang,
som nogen man kender,
og som er rede til at hjælpe, når det gælder.
Det er i sidste ende det der tæller.
Det er skønt at være mange. Det er surt at være en.
Og det er ikke sjovt at være den, der sidder ude i sneen.
Det er vigtig, at man kender nogen man kan holde af.
Tør man vise det, så kommer det jo tusindfold tilbage.
For har man venner,
så er man aldrig helt fortabt.
Så gode venner
er noget guderne har skabt,
og dem de sender,
når man er allermest fortvivlet og alene,
på livets scene.
Ja, har man venner,
er dagen ikke helt så lang,
for gode venner
er dem, der kommer gang på gang,
som nogen man kender,
og som er rede til at hjælpe, når det gælder.
Det er i sidste ende det der tæller.