N.F.S. Grundtvigs “Kimer, I klokker!” blev første gang trykt i 1856. Henrik Rung skrev en melodi til salmen, selv om den også kendes med andre melodier. Grundtvig lader den begynde, før dagen bryder frem: klokkerne og stjernerne varsler, at julens budskab allerede er på vej gennem mørket.

Salmen henvender sig til både klokker, stjerner og mennesker. Jesu fødsel beskrives som fred og lys for dem, der længes efter det, og englenes lovsang vender tilbage som et samlende udbrud. Den bevæger sig fra den mørke morgen mod den glæde, som barnet bringer. Derfor bliver hele skabningen næsten en del af julefejringen.

Klokkernes lyd giver teksten en konkret forbindelse til julens gudstjenester. Man kan forestille sig den sunget, mens kirken kalder mennesker sammen, men også som fællessang uden for kirkerummet. Grundtvigs blanding af højtid og bevægelse gør julen til noget, der både skal høres, ses og deles med andre mennesker.