Blomstre Som En Rosengård
Blomstre som en rosengård skal de øde vange, blomstre i et gyldenår under fuglesange, mødes skal i stråledans Libanons og Karmels glans, Sarons yndigheder. Ryste mer ej noget knæ, ingens hænder synke, skyde hvert udgået træ, glatte sig hver rynke, rejse sig det faldne mod, rinde let uroligt blod, frygt og sorg forsvinde! Herren kommer, Gud med os, troen på ham bier, byde skal han fjenden trods, som sit folks befrier; alt betales på ét bræt: fjenden sker sin fulde ret, folket dobbelt nåde. Skæres for den sorte stær skal da øjne mange, døve øren, fjern og nær, høre frydesange,