Julebudet til dem, der bygge
Julebudet til dem, der bygge
her i mørket og dødens skygge,
det er det lys, som, aldrig slukt,
jager det stigende mulm på flugt,
åbner udsigten fra det lave,
trøster mildelig mellem grave.
Julebudet i vinterens vånde,
det er Gud Faders varme ånde,
menneskefaldet til frelse vendt,
menneskets adel på ny erkendt,
hjertets ret til at kæmpe og vinde
evig fastslået, trods hver en fjende.
Julebud under storm og torden
melder og giver fred på jorden,
fred til at stride vor strid med mod,
fred til at vente på enden god,
højt under medbør og dybt i sorgen,
fred for både i går og i morgen.
Julebudet til dem, der græde,
det er vældet til evig glæde.
Glæd dig da kun, du menneskesjæl,
stinger end ormen endnu din hæl!
Favn kun trøstig, hvad Gud har givet,
løft dit hoved, og tak for livet!
Hør sangen
Hør sangen
Om julesangen Julebudet til dem, der bygge
J. Chr. Hostrup skrev teksten til “Julebudet til dem, der bygge”, og J.P.E. Hartmann satte den i musik. Den har været optaget i danske sangbøger gennem mange udgaver, hvor den står blandt de salmer, der gør julens budskab til et anliggende for flere end dem, der først hørte det i Betlehem.
Titlens “julebud” er en meddelelse, som skal bringes videre. Teksten taler om mørke, dødens skygge, vinter og sorg, men sætter lys, fred og trøst over for dem. Den er skrevet som en salme, hvor den syngende både lytter til budskabet og er med til at give det videre. Hartmanns melodi giver ordene en form, der egner sig til fælles sang.
Julens plads i sangen handler derfor om, hvem højtiden er for. Fortællingen om Jesu fødsel bliver ikke stående i en fjern stald, men når ind i menneskers hjem og hverdag. Det giver salmen en eftertænksom tone, som kan supplere mere muntre julesange ved en gudstjeneste eller en fælles julefejring.
