Mit Hjerte altid vanker
I Jesu Føderum,
Did samles mine Tanker
I deres Hovedsum;
Der er min Længsel hjemme,
Der har min Tro sin Skat,
Jeg kan dig aldrig glemme,
Du søde Julenat!

Den mørke Stald skal være,
Mit Hjertes Frydeslot,
Der kan jeg daglig lære
At glemme Verdens Spot;
Der kan jeg bedst befinde,
Hvori min Ros bestaar,
Naar Jesu Krybbes Minde
Mig re til Hjerte gaar.

Men ak, hvad skal jeg sige,
Naar jeg vil tænke paa,
At Gud af Himmerige
I Stalden ligge maa;
At Himlens Fryd og Ære,
Det levende Guds Ord,
Skal saa foragtet være
Paa denne slemme Jord!

Hvi skulde Herresale
Ei for dig pyntet staa?
Du havde at befale,
Hvad helst du peged paa.
Hvi lod du dig ei svøbe
I Lyset som et Baand,
Og Jordens Konger løbe,
At kysse paa din Haand?

Hvi lod du ei udspende
En Himmel til dit Telt,
Og Stjernefakler brænde,
O store Himmelhelt!
Hvi lod du ei fremtræde
En mægtig Englevagt,
Som dig i dyre Klæde
Saa prægtig burde lagt?

Nei, Jesus, faar sit Leie
I denne glade Jul,
Hvor Betlere de pleie
At lægge sig i Skjul.
Det var og ei hans eget
Det Hø, hvori han laa,
Han havde ei saa meget,
Han kunde ligge paa.

Et Naadetegn os gjøres,
Som ei udgrundes kan,
At Jesus saa indføres
I Verdens Jammerstand.
Han, som med Guddoms Vælde
Al Verden dømme vil,
Ei har det, han kan helde
Sit arme Hoved til.

En Spurv har dog sit Rede
Og sikre Hvilebo;
En Svale ei tør lede
Om Nattely og Ro;
En Løve veed sin Hule,
Hvor den sin Ro kan faa–
Skal da min Gud sig skjule
I Andres Stald og Straa?

Ak, kom! jeg vil oplukke
Mit Hjerte, Sjæl og Sind
Med tusind Længsels Sukke,
Kom, Jesus dog herind!
Det er ei fremmed Bolig,
Du har det selv so kjøbt,
Saa skal du blive trolig
Udi mit Hjerte svøbt.

Jeg vil med Palmegrene
Dit Hvilested bestrø,
Min Jesus! dig alene
Jeg leve bil og dø.
Kom, lad min Sjæl dog finde
Sin rette Kvægestund,
At du er fødd herinde
I Hjertets dybe Grund.