Nu vil vi sjunge og være glad
Nu vil vi sjunge og være glad
i Jesu Kristi navn!
Guds Søn er født i Betlehems stad,
os alle til glæde og gavn.
Han steg fra tronen i Himmerig
og blev et barn på jord;
for os han daled så nederlig,
hans kærlighed var så stor.
Han verden skabte til sit behag
og styrer alt deri,
han føder den liden fugl hver dag,
som flyver i luften fri.
Men ned han lagde sin Guddoms-magt,
en tjener vorder han,
han os vil tjene, det er hans agt,
og blive vor frelsermand.
Han ligger nu ved sin moders bryst,
så spæd i ringe bo,
Guds engle ser på ham deres lyst,
hvem ville ej være fro!
Med os han bytter så underlig,
Guds Søn, vor broder fin,
vort kød og blod han tager på sig
og skænker os guddom sin.
En svend han bliver og herre jeg,
som før var fattig træl,
hans kærligheds dyb udgrundes ej
og ikke hans rigdoms væld.
O, han oplader på ny den dør
til glædens Paradis,
som længe for os stod lukket før,
ham være lov, tak og pris!
Ham vil vi synge vor julesang,
og er den så kun svag,
det er dog vort hjertes efterklang
af engelens bud i dag.
Om julesangen Nu vil vi sjunge og være glad
“Nu vil vi sjunge og være glad” har rødder i en tysk julesang af Nicolaus Herman. Hans Christensen Sthen oversatte den i 1500-tallet, og C.J. Brandt bearbejdede senere den danske tekst. Thomas Laub er knyttet til den melodiudformning, der findes i danske sangbøger. Flere generationers arbejde ligger således bag den sang, der kan lyde helt ligefrem, når den synges.
Allerede åbningen opfordrer alle til at stemme i. Glæden kommer af, at Guds søn er født og er kommet tæt på mennesker. Sangens ord lægger vægt på fællesskab: budskabet er ikke kun for dem, der står omkring krybben i den gamle fortælling, men for enhver, der synger med nu.
Den lange vej gennem oversættelser og bearbejdelser fortæller også noget om julens sangtradition. Gamle tekster bliver ved med at leve, når de får en form, nye stemmer kan bruge. Her er julen først og fremmest en anledning til at synge højt sammen og lade glæden over fødslen få lyd.
