Sangen er fransk af fødsel. Originalen hedder Les Anges dans nos campagnes – “englene i vore marker” – og stammer fra Sydfrankrig, formentlig fra 1700-tallet. En sejlivet fortælling knytter den til hyrder i Languedoc, der julenat råbte “Gloria in excelsis Deo” til hinanden fra bakketop til bakketop. Om det passer, ved ingen, men billedet passer perfekt til sangens vekslen mellem vers og jubel.

Den engelske tekst blev skrevet i 1862 af James Chadwick, katolsk biskop i Newcastle. Han oversatte ret frit, men fastholdt det latinske omkvæd, som derfor står uoversat den dag i dag. Netop omkvædet er sangens kendemærke: ordet “Gloria” strækkes ud over mere end femten toner i en lang, bølgende melisme, før det lander på “in excelsis Deo”. Den slags udsmykning kaldes en jubilus og går helt tilbage til middelalderens kirkesang. Det er også grunden til, at sangen er en gave for et kor – og en udfordring for menigheden.